-
FLSmidths salg til både mine- og cementindustri falder
ソース: BDK Finans / 15 5 2024 02:57:32 America/New_York
Salget i både mine- og cementforretningen i FLSmidth falder. Men indtjeningen stiger. Det viser FLSmidths regnskab for første kvartal, som er blevet offentliggjort onsdag morgen. Samlet set lyder selskabets omsætning i første kvartal på 4,8 milliarder kroner mod 6 milliarder i samme kvartal i 2023. Men på trods af det faldende salg er FLSmidths bundlinje blevet markant forbedret. I årets første tre måneder tjente selskabet 194 millioner kroner mod 84 millioner kroner i 2023. Salget i FLSmidths mineforretning er i årets første tre måneder faldet 14 procent til 3,6 milliarder kroner. I regnskabet beskrives mineindustrien som værende stabil. På lang sigt er forventningerne positive blandt andet grundet en stigende efterspørgsel på mineraler, som er nødvendige i den grønne omstilling. I cementforretningen er omsætningen faldet med 24 procent til 1,2 milliarder kroner. Cementindustrien havde et blandet år i 2023, skriver FLSmidth. Men i første kvartal i 2024 er der tegn på stigende efterspørgsel, mens der også er investeringer i infrastruktur i Asien, Amerika og Mellemøsten. FLSmidth satte officielt sin cementforretning til salg i begyndelsen af 2024. Og interessen for forretningen har været en smule større end forventet. Det siger finansdirektør Roland Andersen. - Vi er ved at være klar med vores due diligence-materiale, og vi regner med, at vi om en måned eller to kan tage fat i nogle af dem, der har meldt deres interesse - og også andre. Og vi ser måske lidt mere interesse i den her aktivitet, end vi havde regnet med, siger han til MarketWire. FLSmidth håber ifølge Roland Andersen, at der er en underskrevet salgskontrakt inden slutningen af 2024, skriver MarketWire. FLSmidth leverer produkter og service til både mine- og cementindustrien. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/flsmidths-salg-til-baade-mine-og-cementindustri-falder